Kommercielt indhold | 18+ | Regler og vilkår gælder

Spil Med Omtanke

Igen og igen hører man historier om mennesker, der er blevet afhængige af at spille. “Det vil aldrig ske for mig”, tænker du måske – og det har du forhåbentlig ret i. Men også mennesker, som ikke umiddelbart er i farezonen for at blive ludomaner, kan ende i en ond cirkel, hvor afhængigheden af at spille er blevet drivkraften bag forbruget.

Afhængigheden kan komme bag på en selv, ens venner og familie. Og med god grund: det kan nemlig være utroligt svært at vide, hvornår ens hobby bare er sund og harmløs underholdning og en måde at tjene lidt ekstra håndører – og hvornår det er blevet til en invaliderende faktor i ens liv, som man ikke længere har magten til at sige fra over for.

Vi har her beskrevet de faser, der er forbundet med en spilleafhængighed. Hvis du kan genkende dig selv i dem, bør du søge hjælp.

De tre faser af afhængighed

Typisk vil en person, der udvikler et afhængigt forhold til spil gå igennem en profitfase, en tabende fase og en desperat fase.

Profitfasen er, som ordet antyder, kendetegnet ved, at man vinder meget i sine spil. Måske endda så meget, at man tror, at det er reglen snarere end undtagelsen. Efter at have vundet i en længere periode, kan man udvikle et desillusioneret forhold til det at spille – og til penge: Man spiller for højere og højere beløb og bliver afhængig af de endorfiner, der udløses i kroppen, når man vinder.

I den tabende fase er man nået dertil, hvor man bruger en uforholdsmæssig stor del af sin tid på at spille. Man har fundet ud af, at man ikke altid er heldig, og nu sætter man derfor alle kræfter ind på at vinde de beløb, man taber, tilbage. Man bruger flere og flere penge, optager måske lån at spille for og har ikke længere kontrol over sin økonomi.

Den desperate fase indebærer, at man ikke længere har styr over hverken sine penge eller sit spilleforbrug. Man bruger slet og ret alle de penge, man har, på at spille – og også dem, man ikke har. Familie og venner bliver typisk negligeret i denne fase, hvis det da ikke lige er fordi, man skal låne penge af dem.

I den desperate fase bruger man typisk al sin fritid – og arbejdstid, hvis man kan komme til det – på at spille eller på at tænke på at spille. Man udtænker hele tiden strategier i hovedet, mister i nogen grad kontakten til omverdenen og har ikke længere noget mærkbart socialt liv.

Hvornår er man afhængig?

Befinder man sig i den desperate fase, er man det, man kalder ludoman.

Man har bevæget sig fra en normal spilleadfærd og over i en såkaldt patologisk spilleadfærd. Typiske tegn på en patologisk spilleadfærd er hyppige spil om penge, forsømmelse af sociale kontakter, konstante tanker om det eller de spil, man er i gang med, problemer med at holde op med at spille, hemmeligholdelse af sit spilforbrug, finansielle problemer og legale eller illegale forsøg på at skaffe penge.

De fysiske symptomer på en patologisk spilleadfærd er rastløshed, irritation, depression og sågar selvmordstanker. I nogle tilfælde ser man også, at spilleafhængigheden ledsages af andre former for afhængighed, for eksempel af alkohol.

Hjælp at hente

Hvis du kender en, du tror, er afhængig, eller du selv kan genkende nogle af de omtalte symptomer på en patologisk spilleadfærd, bør du hurtigst muligt søge hjælp.

Naturligvis kan man have nogle symptomer, uden at der er tale om en afhængighed af at spille, ligesom ikke alle symptomer altid optræder ved en afhængighed. Men hvis du har mistanke om, at noget ikke er, som det skal være, kan du finde vejledning på disse sider:

Et behandlingsforløb for patologisk spilleadfærd kan tage op til et år, afhængigt af, om man går i en støttegruppe, eller om man er indlagt på et hospital.

En terapeut vil dels arbejde med at finde ud af, om spilleafhængigheden er relateret til et andet, måske et følelsesmæssigt problem, samtidig med at der vil blive arbejdet med målrettede værktøjer til at neddrosle afhængigheden.

En kold tyrker fra spil med en langsom tilbagevenden, hvor patienten lærer igen at have at gøre med penge på en ansvarsfuld og rationel måde, er en af de måder, en patologisk spilleadfærd kan kureres. At vænne sig til, at det ikke er spillet, der er ens hovedkilde til gode oplevelser, er også en vigtig del af terapien.

Spil med omtanke

En spilleafhængighed er dog aldrig fuldstændigt kureret. Ligesom tørlagte alkoholikere kan falde i rødvinstønden efter adskillige år, er afvænnede ludomaner også altid i fare for at falde tilbage i en afhængighed. Det anbefales derfor, at de efter et vellykket terapiforløb holder sig helt væk fra at spille.

Vil du udelukke dig fra alt spil i Danmark, kan du gøre det vha. ROFUS. ROFUS står for “register over frivilligt udelukkede spillere”, og er et register, der er drevet af Spillemyndigheden. Her kan du udelukke dig fra alt online spil:

  • For altid.
  • i 1, 3 eller 6 måneder.
  • i 24 timer.

Hvis du stadig – og heldigvis for det – “bare” er en normal spiller, der ser spil som en underholdende og sjov hobby, er det alligevel en god idé at være opmærksom på disse tommelfingerregler for ansvarligt spil:

  • Brug kun penge, du har.
  • Hav en grænse for, hvor mange penge, du spiller for.
  • Hav en grænse for, hvor meget tid, du bruger på pengespil.
  • Hold dig inden for den grænse, også selvom du netop er i gang med et spil.

Hvis du i en periode vinder meget, udløses der endorfiner i din hjerne, og det kan friste dig til at spille for højere beløb. Vær opmærksom på dette og placer ikke højere bets, end du rent faktisk har råd til. Tjek regelmæssigt de beskrevne rådgivningscentres tjeklister, om du udviser tegn på patologisk spilleadfærd, og hvis det er nødvendigt, så tag en pause fra at spille i en uges tid eller mere.

Og husk så at have det sjovt, når du spiller.