“Vi skal ikke hjem, vi skal videre!” Sådan lød det ved EM for et år siden, og sådan lyder det forhåbentligt også, når Danmarks gruppekampe er spillet færdig. Vi gennemgår Danmarks VM kampe i VM gruppe D, analyserer modstanderne og udpeger, hvad vi skal holde særligt øje med imod henholdsvis Tunesien, Frankrig og Australien.
Danmarks VM kampe – historisk og i Qatar 2022
VM 2022 i Qatar bliver Danmarks sjette VM og det andet i træk, efter vi tidligere har deltaget i 1986, 1998, 2002, 2010 og 2018. Som den korte gennemgang viser, er det altså første gang, vi deltager i to VM-slutrunder i træk.
Af de fem slutrunder, vi har været med i, er det kun én gang ikke lykkedes os at kvalificere os fra gruppespillet. Det skete i 2010, hvor vi måtte se os slået af Japan i en gruppe, der derudover talte Frankrig og Cameroun.
I 1986, 1998, 2002 og 2018 gik vi altså videre fra gruppespillet. To gange avancerede vi som gruppevinder, nemlig i 1986 og i 2002, og to gange skete det som toer. Af de fire gange, vi er nået frem til ottendedelsfinalen, lykkedes det os blot en enkelt gang at vinde og gå videre til kvartfinalen.
Det skete i 1998, hvor vi efter et halvsløjt gruppespil mødte Nigeria. Og her havde de danske drenge til gengæld spillet sig varme. De slog nemlig Nigeria, der ellers havde ekspederet selveste Spanien ud og allerede var klare publikum darlings, med hele 4-1 efter en magisk optræden.
Efter endnu et brag af en kamp i kvartfinalen måtte vi se os slået af Brasilien med 2-3 i kvartfinalen. Det er det længste, Danmark er nået ved et VM.
I 2022 kan vi passende forsøge at overgå denne præstation. I første omgang venter tre VM gruppekampe, som faktisk på papiret ser okay ud. Som vanligt er vi ikke favoritter til at vinde gruppen, men Danmarks VM odds i gruppe D afslører, at vi er favorit til at gå videre.
Danmarks VM kampe bliver dog med næsten garanti alligevel tre yderst spændende opgør, hvor intet er givet på forhånd. Men lad os stole på Danmarks VM trup, der alligevel udgør et for danske forhold, særdeles stærkt mandskab. Lad os tage et kig på Danmarks VM gruppe og Danmarks modstandere ved VM.
Danmarks VM gruppe
Danmarks VM gruppe minder en del om flere af de tidligere scenarier, vi har befundet os i ved et VM, nemlig med en klar gruppefavorit (Frankrig), Danmark som komfortabel favorit til at slutte som toer i konkurrence med et andet hold (Tunesien) og så et ret klart bundhold på papiret i form af Australien.
Vi må dog vedkende os presset for at avancere denne gang. I 1986 og 2002 hed den formodede rival til andenpladsen Uruguay, som altid er en giftig modstander. I 1998 var Sydafrika sølvmedaljevindere i African Nations Cup. I 2010 viste Japan os som sagt, hvor skabet skulle stå, og selvom Peru i 2018 ikke var en skræmmende modstander, var vores opgør mod dem tæt.
Til sammenligning ligger Tunesien aktuelt nummer 30 på FIFA’s rangliste – Frankrig er nummer 4, Danmark er nummer 10 – bag lande som netop Peru, Iran og Sydkorea. Australien er nummer 38, bag lande som Costa Rica og Cameroun.
Historisk har vi som bekendt klaret os okay som “nummer 2” med fire avancementer ud af fem mulige. I vores fem VM-turneringer har Danmark fået henholdsvis 9*, 4, 7, 3 og 5 point i gruppespillet. Her er det blevet 8 sejre, 5 uafgjorte, 3 nederlag og et pointsnit på 5,6 point.
Baseret på vores VM modstandere i år, er det svært at argumentere for, at det ikke helst skulle blive til sejre mod Tunesien og Australien, også selvom Australien drillede os ved VM 2018.
Mod Frankrig må vi påtage os rollen som underdog, men Nations League triumfen over dem viser, at vi bestemt ikke er uden chancer. Du kan se betting tips på Danmarks kampe og hele VM turneringen i vores artikel, VM odds tips.
VM odds gruppe D | Vinder gruppen | Avancerer |
---|---|---|
Frankrig | 1,42 | 1,06 |
Danmark 🇩🇰 | 3,75 | 1,35 |
Tunesien | 13,00 | 4,75 |
Australien | 19,00 | 5,00 |
*I 1986 gav en sejr kun to point og ikke tre som i dag. Danmark vandt alle sine tre gruppekampe, hvilket vi har omregnet til 9 point, som det ville give i dag.
*Reklamelink
Danmarks resultater under Hjulmand
Snart gennemgår vi Danmarks modstandere ved VM og vores kampe. Først har vi dog undersøgt Danmarks stats under Kasper Hjulmand, for dem kan vi i den grad bruge til at spå om Danmarks VM kampe.
Hjulmand tog roret i september 2020. Siden da er det blevet til 33 kampe med 22 sejre, 2 uafgjorte og 9 nederlag samt en målscore på 71-27. Det giver et pointsnit på 2,08 pr. kamp, 2,15 scorede mål pr. kamp og 0,82 indkasserede pr. kamp.
I 19 af kampene har Danmark scoret over 2½ mål, mens 14 er endt med under 2½ mål, og Danmark har holdt nullet i 18 ud af 33 kampe, altså lige knap halvdelen. Det er også mere end godkendt.
Vi har også kigget på, hvem Danmark har spillet imod. 12 af de 33 kampe har været mod hold i top 15 på FIFA’s verdensrangliste med 3 sejre, 2 uafgjorte og 7 nederlag til følge. I disse opgør har vi kun holdt nullet tre gange og scoret 13 gange. Her er der altså klart plads til forbedring.
21 af kampene er blevet spillet mod hold uden for top 15 på ranglisten. Her er det blevet til 19 sejre og 2 nederlag, og vi har scoret 58 mål (2,76 pr. kamp). I disse kampe har vi holdt nullet 14 gange svarende til 66% af tiden.
Ud fra de data kan vi altså konkludere, at:
- Danmark scorer generelt meget.
- Statistikken mod tophold er ringe, og det kniber med at score (1,0 mål pr. kamp).
- Til gengæld vinder vi langt størstedelen af de kampe, hvor vi er favorit (90,47%)
- Vi holder ofte nullet mod mindre hold.
- Og vi scorer flittigt imod dem.
Danmarks VM kamp 1: tirsdag d. 22. november, 14:00: Danmark – Tunesien
Den første af Danmarks VM kampe bliver spillet mod Tunesien den 22. november klokken 14:00, og som sagt må vi påtage os en solid favoritværdighed.
Verdensranglistens nummer 30 klarede sig ganske vist til VM, men deres førsteudfordrer var Ækvatorialguinea (!), og med 4 sejre, 1 uafgjort og 1 nederlag, var det ikke, fordi Tunesien skøjtede igennem.
Skal vi tage udgangspunkt i, hvordan Danmark normalt klarer sig mod mindre nationer, ligner det derfor umiddelbart en sikker sejr for Hjulmand og co.
Det taler dog imod, at der er tale om en åbningskamp i VM gruppe D. Den slags opgør har det med at være noget forkrampede, da begge parter ofte er lige så fokuserede på ikke at starte dårligt som på at starte med tre point. Derfor kunne der godt ligge et stift opgør i kortene.
Danmarks kvaliteter bør dog ikke desto mindre være nok til at tage en sejr. Tunesiens offensiv ser ligeledes ikke skræmmende ud, så der burde være okay chancer for, at vi fortsætter stimen med at holde nullet mod de mindre hold. Vi forventer os intet festfyrværkeri, men en kontrolleret dansk indsats bør række til tre relativt sikre point.
Dem skal vi passe på i Danmark – Tunesien
Offensivt er der ikke det store, der skiller sig ud. Wahbi Khazri blev topscorer i kvalifikationen med beskedne 3 mål i 6 kampe i kvalifikationen. Og to af dem var på straffe. Andre navne, der springer ud, er det unge Manchester United talent Hannibal Mejbri og Anis Ben Slimane, som Superligafans kender.
Venstrefløjen Naïm Sliti er den største offensive profil med 67 kampe og 13 scoringer og formentlig den, man skal holde bedst øje med. Alle ligner dog nogen, der er til at tale med.
Sådan tror vi, det går: Danmark vinder 2-0.
Danmarks VM kamp 2: lørdag d. 26. november, 17:00: Frankrig – Danmark
FIFA’s manuskriptforfattere bør snart forny sig en smule. For igen-igen blev det Frankrig, vi render i i gruppespillet ved et VM.
Det gør det til fjerde gang ud af seks mulige, vi skal møde Frankrig i et VM-gruppespil, hvilket vi tidligere har gjort i 1998, 2002 og 2018. Og hvordan er det så gået de foregående gange? Det er faktisk gået helt lige op.
I 1998 tabte vi 2-0 til de senere verdensmestre, men gik videre fra gruppen. I 2002 vandt vi 2-0 og sendte Frankrig ud i VM mørket. Og i 2018 spillede vi 0-0, hvilket sikrede begge hold videre avancement.
Der kan næppe være tvivl om, at der i Frankrig venter den største udfordring af Danmarks VM kampe i gruppespillet. Det er dog ikke usandsynligt, at begge hold er kommet fra deres respektive første opgør med 3 point på kontoen. Er det tilfældet, begynder uafgjort pludselig ikke at ligne et urealistisk resultat. 1 point på kontoen i kamp 2 vil nemlig tæt på garantere begge hold den videre deltagelse.
Samtidig vil begge hold formentlig have interesse i at dosere kræfterne en smule. Og selvom Danmark er underdog, så er vi næppe et hold, som Frankrig ikke har en vis respekt for, hvilket må forventes at få indflydelse på, hvor meget den ofte lidt fedtspillende Didier Deschamps lader sin offensiv spille sig ud.
Vi tror på en (dejligt) halvkedelig kamp, hvor holdene deler i porten.
Dem skal vi passe på i Danmark – Frankrig
Vi fristes til at sige alle, for bredden på det franske landshold er modbydelig. Men Mbappé er nu alligevel et nøk over de andre. Skal vi sætte vores lid til noget uden for kridststregerne, så har franskmændene historisk ry for at lade egoerne kamme over i barnlige intriger.
Det har vi også allerede set optakt til mellem Pogba og Mbappé. Giv bare los for den side af jer selv, drenge.
Sådan tror vi, det går: 1-1.
Danmarks VM kamp 3: onsdag d. 30. november, 16:00: Australien – Danmark
For at det ikke skal være løgn, parrede den sidste af Danmarks VM kampe os imod Australien, som vi også var i gruppe med ved det seneste VM i 2018. Da vi mødtes der, blev det en langgaber, hvor vi delte i porten med 1-1. Det kommer simpelthen ikke til at ske igen.
I deres kvalifikation til VM endte de milevidt bag Saudi Arabien og Japan og slog kun med nød og næppe Oman for at avancere til fjerde runde. Her blev det til endnu en snæver sejr over de Forenede Arabiske Emirater, inden de – medgivet – på flot vis slog Peru i den sidste runde.
Australien er kort og godt ikke et godt hold. Når de kan prale af at have en VM-deltagelse mere end Danmark, skyldes det først og fremmest, at de har en meget nådig kvalifikation til turneringen.
Kampen mod Australien er den sidste af Danmarks VM kampe i gruppe D, og der er en okay sandsynlighed for, at The Socceroos til den tid ikke vil have nogen chance for at avancere. Så derfor skal 1-1’eren fra 2018 hævnes med en omgang tæsk, når de sendes down under.
Dem skal vi passe på i Australien – Danmark
FCK målmanden Matthew Ryan er en solid sidste skanse, men derudover er det godt nok sløjt med navne, man kender. Jamie Maclaren og Harry Souttar var to af topscorerne i kvalifikationen.
Maclaren spiller i Melbourne City efter et par succesløse år i tysk 2. division og den skotske Premier League, mens Harry Soutter gør sig i Stoke i Championship og i øvrigt kun med nød og næppe når at blive klar til VM efter at have revet sit ledbånd over.
Sådan tror vi, det går: 3-0 til Danmark