Kommercielt indhold | 18+ | Regler og vilkår gælder

Så dyrt bliver det at følge Danmark til EM 2020

Så dyrt bliver det at følge Danmark til EM 2020
EM 2020 er en god forretning for værtsnationerne, men meget tyder på, at de europæiske fodboldfans kommer til at betale prisen.

Umiddelbart kan det virke som win-win, når EM 2020 kommer til at foregå på 12 forskellige stadions fordelt ud over 12 lande i Europa. UEFA har blandt andet fremhævet de mange penge som værtnationerne sparer, holdt op imod hvis en nation skulle afholde hele slutrunden alene.

Det har nemlig vist sig at være noget af en underskudsforretning at afholde fodboldslutrunder, hvis man ikke indregner branding og andre ikke fodboldrelaterede indtægter.

Tænk bare på Rusland, der efter sigende brugte mere end 60 milliarder kroner på at bygge eller renovere stadions op til VM i 2018. Eller de store og nybyggede stadions i Portugal til EM 2004, som efterfølgende blev foræret til alt for små klubber, i alt for små byer, som ikke har budget til at holde de kæmpe stadions ved lige.

Fans betaler prisen

Danmark og København skal til EM 2020 facilitere to gruppekampe og en ottendedelsfinale og dertil sørge for en fanzone og andet festivitas. Telia Parken står allerede klar, så Københavns Kommune og DBU klapper i deres hænder over det “billige” projekt. Men hvad med de kære fans?

Allerede tilbage i 2012 skrev Philip Cornwall fra The Guardian om, hvordan fans ville komme til at betale prisen til EM 2020. For hvilken gennemsnitlig fodboldfan har råd til at flyve mere end 7000 km og bo på hoteller, der har skruet prisen åndssvagt højt op?

UEFA indfører til slutrunden i 2020 et koncept de kalder Fans First, som sikrer at “rigtige fans” har mulighed for at komme til alle kampe for omkring 50 euro. For eksempel vil 44.000 af pladserne til semifinalen og finalen på Wembley ikke koste mere end 100 euro.

Problemet er selvfølgelig, at de er de mest efterspurgte billetter, hvor du skal vinde en lodtrækning mod tusindvis af andre europæere for at få fat i én. Lodtrækningen foregår før slutrunden er gået igang, så hvis du skal købe efter en semifinale bliver det et par tusinde kroner for den billigste billet.

Yderligere bliver det tæt på umuligt at skaffe billetter til knockout-kampe, hvis du ikke er medlem af dit lands fanklub, som vil blive tildelt billetter når et landshold går videre i turneringen.

Når hotelpriserne stiger med 5000%

Det er faktisk slet ikke billetterne, der bliver det største problem for pengepungen, hvis man gerne vil støtte sit landshold under EM 2020. Se bare på VM 2018 i Rusland, hvor enkelte værtsbyer udnyttede situationen til at skrue prisen på hotelværelser i vejret med intet mindre end 5000 %.

Forhåbentlig bliver det ikke helt lige så slemt til EM 2020, men det er svært at forestille sig, at hoteller i værtsbyer ikke vil gøre alt hvad de kan for at ‘cashe’ ind, når der endelig skal spilles kampe på deres stadion og desperate fans skal have et sted at sove et par nætter.

For det helt store problem ligger i, at du som fan af et vindende hold i knockout-kampene skal rejse videre til næste land og finde “last-minute” flybilletter og hotelværelser hver gang. Havde slutrunden foregået i samme land, kunne man have været ude i god tid og sørget for at leje en campingvogn eller noget andet kreativt.

Det kan selvfølgelig ikke udelukkes, at man kan være heldig at skaffe Airbnb eller en nat på en sofa til mere betalelige priser. Men hvis vi forestiller os at man som dansk fan, gerne vil følge landsholdet live til hele EM 2020, bliver det en meget dyr fornøjelse.

Ligesom med hotellerne, vil flybilletter købt i sidste øjeblik være langt dyrere end nogen man kunne købe i god tid. Læg dertil, at hvis der ikke er flere billige kampbilletter tilbage, ender du nok med at betale for billetter der er tre til fire gange så dyre.

30000 kr for at følge Danmark til EM 2020

Vi har lavet et eksperiment, hvor vi kommer med et bud på, hvor dyrt det faktisk kan blive at gå ‘all in’ på EM 2020 og følge alle danske kampe, hvis Danmark går hen og vinder gruppe B og kommer hele vejen til finalen på Wembley.

For at medregne omkostninger ved at bo på hotel under slutrunden i de forskellige værtsbyer, har vi sat et konservativt bud på 800 kr per værelse per nat. Da flybilletter som sagt skal købes i sidste øjeblik, har vi fordoblet normalprisen på de billigste billetter.

Derudover går vi ud fra at man er heldig nok til at få de billigst tilgængelige kampbilletter.

Så dyrt bliver em 2020
Overblik over udgifter:

– To Gruppekampe i Parken. 13 & 16. juni
Kampbillet: 375 kr

Total: 750 kr

– En gruppekamp i Skt. Petersborg
Kampbillet: 375 kr.
Fly: 3000 kr
2 nætter på hotel: 1600 kr

Total: 4975 kr

– Ottendedelsfinale i Bilbao 28. juni
Kampbillet: 375 kr.
Fly: 2000 kr
2 nætter på hotel: 1600 kr

Total: 3975 kr

– Kvartfinale i München 3. juli
Kampbillet: 563 kr.
Fly: 1800 kr
5 nætter på hotel: 4000 kr.

Total: 6363 kr.

– Semifinale i London 7. juli
Kampbillet: 1462 kr.
Fly: 1800 kr
4 nætter på hotel: 3200 kr
Total: 6462 kr.

– Finale i London 12. juli
Kampbillet: 2213 kr.
5 nætter på hotel: 4000 kr
Total: 6213 kr.

– Retur til København 13. juli
Fly: 1600 kr

Samlet pris:
30.338 kr

Læs også vores artikler om, Danmark EM,  EM TV tider og vores sammenligning af landsholdet fra 1992 og 2020.